Vi gør opmærksom på, at vi udelukkende handler med erhvervskunder med gyldigt CVR nummer (B2B).

AFTALEBETINGELSER

1. Anvendelse

Nærværende vilkår og betingelser for handel, levering og reklamationsret (herefter benævnt ”Aftalebetingelserne”) gælder for alle leverancer fra Icemakers ApS (herefter benævnt ”Icemakers”) til kunden, medmindre Icemakers skriftligt har accepteret andet. Aftalebetingelserne kan alene ændres skriftligt. Aftalebetingelser følger dansk lov, hvor intet andet er aftalt.

2. Aftaleindgåelser

Icemakers indgår udelukkende aftaler med virksomheder med gyldigt CVR nummer (herefter benævnt ”Kunden”). Kunden skal ved hvert køb acceptere Aftalebetingelserne. Kunden opfordres til at læse betingelserne igennem og gøre sig bekendt med de forpligtelser og rettigheder, som nærværende Aftalebetingelser giver. Kunden accepterer at have læst Aftalebetingelserne på hjemmesiden inden køb.

Icemakers forbeholder sig ret til at annullere Kundens ordre som følge af trykfejl, tekniske problemer, leveringssvigt og lignende situationer. Icemakers tager forbehold for tastefejl, prisfejl, moms- og afgiftsændringer, udsolgte / udgåede varer og leveringssvigt fra vores leverandører. 

3. Produkterne

Aftalebetingelserne omfatter de på hjemmesiden anførte ismaskiner, ismagasiner, reservedele, materialer og genstande, som er eller skal leveres af Icemakers (herefter benævnt ”Produkterne”). 

4. Priser og prisregulering

Alle priser er nettopriser angivet eksklusiv moms og opgivet i danske kroner. Priserne indeholder ikke fragt eller transportforsikring, og disse opkræves særskilt med mindre kunden afhenter Produkterne. Ændringer i told, importafgifter, eksportafgifter, valutakurser, m.fl., giver Icemakers mulighed for uden varsel at justere priserne. Dette vil ske med øjeblikkelig varsel ved offentliggørelse på www.icemakers.dk.

5. Fragt

Fragtpriser udregnes efter vægt og kan ses på webshoppen ved bestilling.

6. Betalingsbetingelser og gebyrer

Betaling for bestilte produkter sker ved bankoverførsel ift. af fremsendt faktura.

Kunden er ikke berettiget til at foretage modregning i sine betalingsforpligtelser, medmindre Icemakers på forhånd har godkendt dette.

7. Ejendomsret

I det omfang gældende lovgivning tillader det, bevarer Icemakers ved salg ejendomsretten til produkterne, indtil betaling har fundet sted. Kunden erhverver ved slutbetaling af faktura den fulde ejendomsret til Produkterne. 

8. Levering

Kunden betaler for alle omkostninger i forbindelse med transport af Produkterne fra Icemakers lager i Danmark til købers indtastede leveringsadresse. Produkterne leveres på Kundens adresse eller nærmeste havn ved ikke brofaste øer i Danmark eller afhentes af Kunden med mindre andet er skriftligt aftalt. Levering anses for sket, når Produkterne afsendes fra Icemakers i Danmark. Risikoen for en hændelig undergang af Produkterne overgår til Kunden ved leveringen. 

Undlader Kunden at modtage leveringen på det aftalte eller meddelte tidspunkt, har Icemakers efter eget valg, ret til at hæve eller fastholde den pågældende levering. Icemakers er endvidere berettiget til at sælge Produkterne til anden side for Kundens regning og risiko samt kræve erstatning for et eventuelt tab herved.  

Kunden er forpligtet til at betale alle omkostninger i forbindelse med et sådant forgæves forsøg på levering.

9. Montering

Kunden skal for egen regning sikre, at Produkterne lovligt er tilsluttes lovlige el-, køle- og vandinstallationer. Montering ved Icemakers eventuelle samarbejdspartnere skal betales af Kunden direkte til samarbejdspartneren. Kunden udfører efter monteringen det nødvendige løbende tilsyn og pasning af Produkterne, herunder afkalkning, rengøring og tilsyn med vand- og eltilslutninger.

10. Brugen af Produkterne

Kunden er ansvarlig for rigtig brug af Produkterne og for opfyldelse af eventuelle myndighedskrav med hensyn til brugen, ikke Icemakers.

11. Service

Kunden kan indgå en særskilt aftale med en af Icemakers samarbejdspartnere om, at udføre service vedrørende Produkterne. 

Såfremt Kunden ikke har indgået en serviceaftale på Produkterne med en af Icemakers samarbejdspartnere, forestår Kunden selv serviceringen af Produkterne, herunder enhver form for vedligeholdelse, reparation og rengøring af Produkterne.

12. Kundeoplysninger

Icemakers registrerer som led i købets gennemførelse oplysninger om Kunden (navn, adresse, kontaktperson, e-mail, CVR-nr. og telefonnummer). Oplysningerne anvendes i forbindelse med aftalebetingelsernes opfyldelse og en eventuel senere markedsføring over for kunden af Icemakers eller hermed koncernforbundne selskabers produkter, hvilket kunden ved aftalen meddeler samtykke til. Såfremt nyhedsbreve ikke ønskes fremsendt, kan man rette henvendelse til Icemakers via e-mail eller post. 

Oplysningerne opbevares minimum fem år, idet bogføringsloven stiller krav om opbevaring af regnskabsmateriale i fem år. Oplysningerne hverken opbevares eller transmitteres krypteret.

Kunden kan til enhver tid få oplyst de hos Icemakers registrerede virksomhedsdataoplysninger på kunden.

13. Returnering

Kunden har ingen returret på købte Produkter, medmindre andet er skriftlig aftalt. I så fald har Kunden udelukkende ret til at få returneret et beløb svarende til den af Kunden erlagte pris for Produktet, når Icemakers har godkendt det returnerede Produkt. Fragtomkostninger, forsikringer, gebyrer mv. returneres ikke.

14. Produktansvar

Icemakers er kun erstatningsansvarlig i henhold til de præceptive (ufravigelige) bestemmelser i produktansvarsloven, som følge af defekter ved Produkterne, såfremt det dokumenteres, at defekten skyldes fejl eller forsømmelser fra Icemakers side, som ikke burde have været afværget ved kundens kontrol.

Icemakers er dog ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder drifts- og avancetab, som defeke Produkter måtte forvolde eller have forvoldt.

I den udstrækning Icemakers måtte blive pålagt et produktansvar over for tredjemand, er Kunden forpligtet til at holde Icemakers skadesløs i samme omfang som Icemakers ansvar er begrænset efter betingelserne.

15. Misligholdelse

Dansk rets almindelige regler om misligholdelse finder anvendelse med følgende modifikationer: 

a. Undersøgelse

Kunden skal straks ved modtagelsen underkaste Produkterne en grundig undersøgelse med henblik på at sikre, at de leverede Produkter ikke er behæftet med mangler. Mangler, som burde være opdaget af Kunden ved en sådan gennemgang, kan ikke efterfølgende gøres gældende. 

b. Reklamation

Alle reklamationer skal fremsættes skriftligt straks efter, at manglen er eller burde være opdaget af Kunden. Kunden mister adgangen til at påberåbe sig en misligholdelse fra Icemakers side, såfremt Kunden ikke giver skriftlig meddelelse herom til Icemakers med angivelse af misligholdelsens beskaffenhed inden 2 arbejdsdage efter modtagelse af Produkterne.

En reklamation berettiger ikke Kunden til at tilbageholde betalinger eller nogen del heraf.

Under alle omstændigheder bortfalder samtlige misligholdelsesbeføjelser 12 måneder efter

leveringsdatoen for nye Produkter. For Produkter i kategorien reservedele efter 6 måneder og for brugte Produkter efter 1 måned.

Ombytning eller reparation medfører ikke, at der løber en ny hhv. 12/6/1 måneds periode på. 

c. Mangler

Icemakers kan efter eget valg afhjælpe eventuelle dokumenterede mangler ved Produkterne gennem en udbedring, efterlevering, omlevering eller ved at meddele Kunden et forholdsmæssigt afslag i vederlaget. Såfremt Icemakers har afhjulpet eventuelle mangler inden rimelig tid efter en skriftligt reklamations modtagelse, er Kunden ikke berettiget til at gøre yderligere misligholdelsesbeføjelser gældende. 

Kunden er først berettiget til en eventuel ophævelse af købet, såfremt Kunden godtgør, at 

en afhjælpning ikke er foretaget indenfor rimelig tid efter reklamationens modtagelse hos Icemakers og manglen i øvrigt kan anses for væsentlig.

Såfremt det viser sig, at en mangel kan henføres til Kundens egne eller tredjemands forhold, er Icemakers berettiget til at beregne sig et rimeligt vederlag til dækning af fejlfinding og eventuel afhjælpning heraf. 

d. Erstatningsansvar

Icemakers er ansvarlig for såvel person- og tingsskade i de tilfælde og i det omfang det godtgøres, at Icemakers er ansvarlig herfor og forsikringsbegivenheden er omfattet af Icemakers kombinerede erhvervs- og produktansvarsforsikring.

Icemakers er ikke ansvarlig for materielskade, der skyldes udefrakommende påvirkning.

Icemakers er blandt andet ikke ansvarlig for person- eller tingskader, der skyldes Kundens forhold, herunder Kundens ukorrekte montering, ukorrekte brug, behandling, samt opbevaring af Produkterne, lynnedslag eller tredjemands forhold, herunder el-, køle-, og vandinstallationen.

Ved tingsskade kan erstatning ikke overstige Produkterne pris pr. sag og/eller det samlede årskøb. Ved personskader gælder dansk rets almindelige regler.

Kun den direkte forvoldte skade erstattes. Icemakers er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder drifts- og avancetab. 

Da Icemakers ansvar for tingsskader er dækket af en ansvarsforsikring, dækker Kundens eventuelle tingskadeforsikring forud for Icemakers ansvarsforsikring, hvorfor anmeldelse i disse tilfælde skal foretages til Kundens egen forsikring. Icemakers skal i det hele stilles som om Kunden er tingskadeforsikret og er ikke pligtig til at udbetale erstatning før Kunden har foretaget anmeldelse over for sit forsikringsselskab eller har dokumenteret ikke at have tegnet forsikring omfattende den skete skade. Kunden skal i alle tilfælde straks rette en henvendelse herom til Icemakers efter skaden er konstateret.

16. Force majeure

Icemakers er ikke erstatningsansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtelser, hvis den manglende opfyldelse skyldes force majeure, herunder arbejdskonflikt, brand, vejrlig, lynnedslag, naturkatastrofer, regeringsindgreb, krig, mobilisering, eksport- eller importforbud, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed samt nogen anden årsag i øvrigt, som ligger uden for Icemakers kontrol og som hindrer opfyldelsen. 

Dette er gældende, hvad enten opfyldelseshindringen skyldes Icemakers eller en af Icemakers valgt samarbejdspartner.

I sådanne tilfælde suspenderes Icemakers forpligtelser i et tidsrum svarende til hindringens varighed.

17. Ændring af aftalebetingelser

Ændringer i aftalebetingelser (udover pris der kan ændres straks) kan ændres med 7 dages varsel ved offentliggørelse på www.icemakers.dk.

Begge parter kan ophæve købsaftalen, såfremt begivenheder medfører en manglende opfyldelse af forpligtelser ud over tre måneder fra den fastsatte leveringstid.

18. Brug af cookie

Den 14. december 2011 trådte den såkaldte “cookie bekendtgørelse” i kraft i Danmark, der implementerer det Europæiske Direktiv 2009/136/EC angående information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr. Brugen af cookies er essentiel for anvendelsen af denne hjemmeside - blandt andet til vores shopfunktion og statistik over brugen af hjemmesiden. Du kan fravælge brugen af cookies i din browser, men dette vil medføre at hjemmesiden ikke fungerer optimalt. For at få yderligere information om de cookies der benyttes på hjemmesiden, så er du velkommen til at kontakte os.

Version 2013.07